Champignonkompost er et kompostmateriale som består af hestemøg, halm og spagnum, og som har været brugt til at dyrke champignon i. Efter der er dyrket champignon i komposten, bliver den varmebehandlet, så evt. sygdomme og ukrudtsrester går til.
Grøngødning er en metode der kan bruges til at forbedre jorden ved at tilføre organisk materiale(gødning), løsne eller fæstne jordstrukturen afhængig af hvad jorden har brug for, mindske udvaskning og forhindre ukrudt i at overtage køkkenhaven i de perioder hvor der ikke dyrkes grønsager.
De fleste grøngødningsplanter har en kort udviklingstid, så de hurtigt kan lukke af for ukrudt. Planterne har også en stor mængde grønt materiale, som vil blive nedbrudt af de orme og mikroorganisner der findes i jorden. Derudover har de fleste grøngødningsplanter store dybdegående rodnet, som løsner jorden og søger dybt ned i jorden efter næringsstoffer, som trækkes op til planterne, for derefter at blive omdannet til humus til de nye planter. Nogle grøngødningsplanter binder kvælstof fra luften og når disse planter bliver hakket ned i jorden, vil kvælstoffet blive frigivet så det bliver tilgængeligt for nye planter.
For år tilbage var grøngødning en fast del af landbruget, men landbrugskemi kan gøre det overflødig. Ønsker man ikke at bruge kemi i sin egen have, kan grøngødning ret simpelt være med til at forbedre jordens struktur og tilføre gødning, så grønsagsdyrkningen kommer til at give et bedre udbytte.
Grøngødningsplanter kaldes også for miljøplanter, og da de er med til at skåne miljøet fungerer dette navn også fint dem. Grøngødningsplanterne kan også være med til at beskytte hinanden og andre planter ved bl.a. at tiltrække nyttedyr og holde på jordens fugtighed.
Ved at have grøngødningsplanter i køkkenhaven som efterargrøde, vil jorden ikke ligge bar efteråret og vinteren over. Udover at hjælpe med at bekæmpe ukrudt og udvaskning af næringsstoffer, hjælper planterne i denne periode også med til at jorden ikke falder sammen, da rødderne holder fast i den, og dermed forringes jorden ikke af meget nedbør.
Den skygge og fugt der skabes under grøngødning giver gode tilflugtssteder for frøer, biller og andre nyttedyr, som er med til at holde resten af haven sund og rask, så man kan få størst glæde og udbytte ud af haven.
Hvis man er bange for at man dyrker jorden for intensivt, kan man give jorden en ”pause”, og lade et bed i sædskiftet indeholde grøngødning en hel sæson. Dermed får jorden lov til bare at producere noget grønt plantemateriale, som alt sammen kommer tilbage til jorden det efterfølgende forår. Et år med grøngødning skulle forbedre frugtbarheden af bedet, og vælger man nogle af de planter som også er gode til at tiltrække nyttedyr, giver det ekstra bonus til haven.
Jordforbedring med grøngødning
Mange grøngødningsplanter har store dybtgående rødder eller kraftige rødder, som trækker næringsstoffer op til det øverste jordlag, hvor de er anvendelige for efterfølgende grønsager. Rødderne er også med til at løsne jorden så vand kan trænge igennem og gemme sig i jorden. De grøngødningsplanter med dybdegående og kraftige rødder er specielt gode på leret og hård jord, som har stor brug for at få jorden brudt op. Inden jorden igen skal bruges til at dyrke grønsager, skal grøngødningen graves/hakkes ned i jorden, og afhængigt at størrelsen på planterne og temperaturen vil der gå fra en uge til en måned før jorden vil være klar til at der bliver sået nye grønsager. Grøngødningen formulder i det øverste jordlag, så alle de næringsstoffer der er trukket op af de dybtgående rødder, eller det kvælstof der er blevet bundet i ærteblomsternes rødder vil nu være oppe ved de nye frø, hvor der er brug for det.
Grøngødning mindsker ukrudt og udvaskning
Grøngødning kan bruges som jorddækning mellem større afgrøder i stedet for afdækning med dødt plantemateriale. Dermed bliver der mere skygge, hvilket besværliggør ukrudtet i at spire. Ukrudt som senegræs og skvalderkål bliver dog ikke forhindret af denne metode, og kan næsten kun fjernes ved gentagne gravninger, hvor man får alle rødderne op.
Udvaskning af næringsstofferne i jorden bliver forhindret med grøngødning, da planterne optager næringsstofferne for senere at frigive dem til de grønsager der har stor brug for dem. Når køkkenhavebedene bliver høstet er det derfor en god idé at så grøngødningsplanter, så efterårets og vinterens meget nedbør ikke udvasker alle næringsstofferne fra bedene. Nogle af planterne vil kunne sås helt hen i september måned.
Grøngødningsplanter
Der findes mange planter der kan bruges som grøngødning, og mange flere end jeg vil beskrive her, så dette er blot et lille udvalg af nogle af de planter der kan bruges til grøngødning i en køkkenhave.
Kært barn har mange navne, og denne type af bed har rigtigt mange. Højbedmetoden, etagegravet bed og reolgravet bed, den biodynamiske intensive metode, den franske metode, den kinesiske metode, og metoden har sikker også andre navne.
Jeg vil her holde mig til Højbedsmetoden, hvor navnet beskriver meget godt hvad det går ud på. Metoden har været meget brugt tæt på store byer, hvor jorden har været dyr at købe, og man derfor har haft mindre plads til at dyrke større mængder grønsager.
Lav et højbed til køkkenhaven med højbedmetoden.
Når man vil lave et køkkenhavebed efter højbedsmetoden, skal man først finde placeringen til højbedet. Jo mere sol der vil være i højbedet, jo bedre udbytte giver det. Højbedet må højst være 1½ meter bred, så man altid vil kunne nå ind til midten af højbedet uden at skulle betræde det. Længden af højbedet kan være ubegrænset, men eftersom man ikke kan gå over højbedet, vil det være en god idé ikke at lave højbedet for langt, så man let kan komme over på den anden side. Hvis højbedet laves smallere end de 150 cm, børl det være fordi man ikke kan nå til midten af højbedet, eller fordi pladsen i haven ikke tillader en bredere højbed.
Alt afhængig af hvad der er hvor bedet er, skal der gøres forskellige ting. Hvis der er et jordlag uden græs eller andre planter er det bare med at komme i gang, men er der en græsplæne skal man være specielt opmærksom på at få græstørvene mindst et spadestiks dybde ned i jorden. Står der buske eller træer, skal de graves væk først. Højbedet markeres evt. ved at sætte en stolpe i jorden ved hvert hjørne, og herefter trække en snor rundt om stolperne, får du hurtigt en firkant som er let at grave efter. Midten af højbedets bredde kan også markeres, og dermed er det lettere med det sidste jord der skal graves.
Fordel først et godt lag organisk gødning på arealet hvor højbedet skal være. Herefter graves en rende på et spadestiks bredde, i halvdelen af højbedets bredde op, så jorden ligger for enden af højbedet. Når renden er gravet, bruges en greb nede i bunden af renden til at løsne jorden i endnu et spadestiks dybde. Nu skal den næste rende på et spadestiks bredde graves, og jorden herfra smides over i den første rende, så den bliver fyldt op, og med løst jord. Hvis jorden er klumpet sammen, er det vigtigt at få den godt løsnet. Når jorden fra rende to er i rende et, vil man se at jorden fylder mere end den gjorde før, og det gør den fordi der er kommet mere luft i jorden, og dermed vil man kunne se starten til højbedet. Jorden i bunden af rende to løsnes med greben, og så er det videre til rende tre. Gravearbejdet fortsættes til man komme ned til enden af højbedet, og fortsættes så på den anden halvdel af højbedet, hvor jorden fra den første rende smides over i den sidste rende i første halvdel. Når man kommer ned til enden i den anden halvdel af højbedet, ligger jorden fra den første rende klar til at blive smidt ned i den sidste rende, og højbedet er nu færdiggravet. Hvis man gerne vil have et endnu bedre resultat, kan der graves en eller flere gange på samme måde igennem højbedet, så jorden bliver endnu løsere. Den vigtigste regel i højbedmetoden er nu at det er forbudt at træde på jorden i højbedet efter det er færdiggravet.
Hvorfor bruge højbedmetoden
Ved at grave jorden meget løs, giver det meget bedre mulighed for planternes rødder til at udnytte pladsen ned i bedet, og dermed vil man kunne plante meget tættere end i en normal køkkenhave. Udover at pladsen ned i jorden udnyttes, går der heller ikke plads til spilde til at skulle kunne gå mellem rækkerne, og undersøgelser fra Californien viser at en køkkenhave som er dyrket ud fra højbedmetoden giver 4 gange så stort udbytte som i en traditionel køkkenhave. En fordel mere ved højbedmetoden er at grønsagerne kan sås så tæt så der bliver lukket helt af for lys nede i bunden af bedet, og dermed har ukrudtet ikke særlig gode vilkår, og dermed vil lugning af ukrudt blive meget begrænset.
Flere højbede ved siden af hinanden.
Hvis der skal være flere højbede ved siden af hinanden, skal der anlægges små stier mellem højbedene. Stiernes bredde skal være så smalle som muligt, men der skal dog være plads til at man kan få en trillebør med rundt mellem højbedene. Stierne bør ikke bestå af græs eller jord, da græsset hurtigt vil bredde sig ind i højbedet, og jorden bliver sjappet i regnvejr. I stedet kan man bruge de sten som man finder mens højbedet graves, eller også kan der bruges træflis eller hvad man ønsker sig.
Pasning af højbedene
Nogle mener at højbedet skal graves igennem efter højbedmetoden hvert år, mens andre siger at det ikke er nødvendigt, så længe at bedet tilføres et godt lag kompost eller møg en gang årligt. Det øverste lag jord kan let løsnes med en greb inden der sås nye grønsager. Hvis der har været benyttet grøngødning i højbedet, skal jorden gennemarbejdes noget mere, så alle grøngødningsplanterne kommer godt ned i jorden.
Når der tilføres møg eller kompost til højbedet hvert år, vil højden af bedet vokse, og så kan man lade kanten af højbedet skråne ud mod stierne. Nogle bygger støttemure om deres højbede, men disse støttemure er ikke nødvendige.
Såning i højbede
Hvis man ikke kan nå ind til midten af højbedet når man skal så, kan man tage en stor plade og ligge den på højbedet, og bruge den til at sidde på, så vægten bliver fordelt over et meget større areal. Grønsagerne sås meget tættere, og faktisk så tæt så de kommer til at dække alt jorden. Den bedste måde at så på er at lave små trekanter, som kan ses på illustrationen.
