Faktaboks for Juli |
|
Nedbør mm | 66 |
Nedbørsdage | 10 |
Dagtemperatur | 19,8 |
Middeltemperatur | 15,6 |
Nattetemperatur | 11,5 |
Solskindstimer | 196 |
I juli begynder det for alvor at blive sjovt i køkkenhaven, hvor der kan høstes rigtigt meget forskelligt. Det er en meget god idé at høste det som skal bruges lige inden det skal bruges, og lade resten vokse videre i køkkenhaven. Smagen er meget bedre i unge og friske grønsager end de er i de grønsager som får lov at vokse sig store og grove.
De hvidløg som er sat i oktober året forinden er nu høstklare. De første hvidløg høstes når de skal bruges, men rimeligt hurtigt skal resten høstes, bindes op og hænges til tørring. Hvis man aldrig har smagt et friskopgravet hvidløg, har man snydt sig selv for en helt speciel og intens smag.
De andre typer af løg i haven er også ved at være klar til høst i løbet af juli måned, og de løg der skal gemmes, flettes og tørres som hvidløgene.
Har man ikke været rigtigt tidligt i gang med tidlige kartofler, vil de først være klar i juli måned, og smager lige så godt nu, som de der kom i jorden lidt tidligere og dermed også blev høstet lidt tidligere.
Når jorden bliver ledig efter høst, er det stadig muligt at så grønsager som salat, ærter, radiser og rødbeder, og ellers er det en god idé at så grøngødningsplanter nu. Hvis man vil så efterafgrøder er det en god idé at give jordstykket lidt kompost inden efterafgrøden sås
Frilandstomaterne skal have lov til at sætte ca. 4 klaser, og når det er sket, skal toppen af planten klippes af, da tomatplanten normalt ikke kan nå at modne flere tomater på friland i Danmark.
Bladsellerien skal hyppes når stænglerne er 25-30 cm lange, hvilket de normalt vil blive i løbet af juli. Knoldsellerien skal have ekstra gødning i løbet af juli måned, og gerne staldgødning.
Når bønnerne når toppen af espalieret klippes toppen af, så planterne kan danne flere sideskud. Det er vigtigt at vande bønnerne godt, og evt. give et lille kalktilskud.
Blomkålet skal holdes mørkt, hvilket kan gøres ved at bøje bladene hen over hovedet. Dermed forbliver hovedet hvidt, og der går længere tid før det begynder at udvikle sig til egentlige blomster.
Ukrudtet kan komme til at vokse vildt i varmen, og for at holde ukrudtet væk, kan man plante så tæt at der ikke kommer lys ned til jorden hvor ukrudtet så ikke kan spire. De steder hvor der ikke kan plantes så tæt, kan jorden dækkes med afklip fra hækken eller græsafklip, som vil holde ukrudtet væk, og samtidig give lidt næring til jorden.
Krydderurter som rosmarin, salvie og timian er klar til høst og tørring. Krydderurterne klippes af, og bindes op så stilkene vender opad. De hænges et tørt og luftigt sted, for at opnå hurtigere tørring, og dermed bevarelse af mest muligt smag.
Solbær og ribs er ved at være modne og klar til høst. Når solbærrene høstes, kan nogle af grenene klippes tilbage. De tidlige hindbær begynder også at være klar til høst i juli.
I juli måned vil de fleste æble- og pæretræer have tabt de æbler som de selv taber, og det er derfor nu tiden er inde til at udtynde træerne, så der ikke kommer for mange frugter på for spinkle grene.
Jordbærplanterne er ved at være færdige med at give jordbær i løbet af juli, og når de sidste jordbær er høstet, klippes planterne helt ned. Det kan blandt andet gøres med en hækkesaks eller plæneklipper.
I juli er det en god ide at tjekke kålbladene hver anden til tredje dag for æg og larver.