Faktaboks for November |
|
Nedbør mm | 79 |
Nedbørsdage | 13 |
Dagtemperatur | 7 |
Middeltemperatur | 4,7 |
Nattetemperatur | 2,3 |
Solskindstimer | 54 |
Der er ikke så meget arbejde i haven i november, som i mange andre måneder, men det betyder ikke at der bare skal slappes af. Potter, krukker, haveredskaber, plantepinde og hvad der ellers er blevet brugt igennem året rengøres grundigt, så forskellige skadedyr ikke gemmer sig her, overvintrer og bliver sat ud i haven igen næste år.
Fuglenes redekasser skal ligeledes rengøres, så de er klar til at fuglene kan gemme sig her i løbet af vinteren. Jo bedre fuglene kender til redekasserne, jo større er sandsynligheden for at de vil bygge rede i dem til foråret.
De nedfaldne blade fra træerne rives sammen og puttes eventuelt i en bladkompost. Bladkompost er ikke særligt næringsrigt, og er derfor et godt materiale som så og priklejord. Bladene kan også fordeles i kompostbunken, men bladene er lang tid om at kompostere, og samles mange blade i en stor bunke, vil de komme til at falde sammen til en våd klistret masse, som ikke gavner kompostbunken.
Sarte og nyplantede planter bør beskyttes mod vind og frost. Kommer der meget sne, kan det være nødvendigt at fjerne sneen fra træer og buske, så grenene ikke ødelægges af sneens vægt.
Det er muligt at købe barrodsplanter i november måned, og det er vigtigt at plante disse så hurtigt som muligt. De barrodede planter er oftest billigere end planter i potter, men du skal være sikker på at planterne er behandlet ordentligt, så rødderne ikke er beskadiget af opgravning eller udtørring.
Har man stadig dahliaknolde i jorden, skal de graves op til vinteropbevaring, så de ikke tager skade af vinterens frost. Så længe jorden tillader det, er det også muligt at dele stauder som er blevet for store, eller som kan indgå i en byttehandel så der kan komme nye stauder ind i haven.
Tulipanløgene skal i jorden i november, så de kan blive klar til at komme op af jorden til foråret.
Det kan være en god idé at isolere krukker, da planternes rødder kan tage skade af frosten. Potterne kan isoleres med bobleplast eller hessiansække.
Æble og pæretræerne kan beskæres i november måned, så de ikke vokser sig alt for store. Det kan være svært at plukke alt frugten hvis træerne får lov til at vokse for høje, så prøv at tilpasse højden af træerne.