Mine peber og snackpeber planter har haltet lidt efter chiliplanten, men har nu sat de første blomster, og disse skal også nippes af, ligesom på chiliplanten.

Grunden til at de første blomster skal nippes af, er at planten går i stå med at vokse når den begynder at sætte frugt, og ved at nippe de første blomster af, får man planten til at vokse sig større og sætte flere blomster. Dermed vil man også få et større udbytte fra hver enkelt plante.

Peber og snackpeberen skal snart plantes ud i drivhuset, hvor de kommer til at stå i nordsiden af drivhuset, sammen med chili og tomatplanterne. I sydsiden af drivhuset skal der være agurkeplanter, da disse kræver lidt højere varme end de andre planter.