Da jeg var på et af mine mange besøg i drivhuset i dag, så jeg at der var kommet sideskud på mine tomatplanter, og det jeg har læst omkring sideskud er at de skal nippes af for at forhindre at tomatplanten bare vokser og vokser uden at sætte nogen tomater, så de skulle selvfølgeligt nippes af, som bøgerne foreskriver det.
Da jeg såede mine tomatfrø tidligere i år, havde jeg også læst om disse sideskud, men eftersom jeg aldrig har dyrket tomater før, vidste jeg ikke hvad det var, eller hvordan de ville se ud, så jeg var noget i tvivl om jeg kunne finde ud af hvad det var jeg skulle gøre.
Det jeg har fundet ud af er at sideskudene kommer frem mellem tomatplantens blad og stængel, som det kan ses på billedet.