Nu fik jeg tiden til at få nogle flere blå congo læggekartofler i jorden. Ligesom sidst jeg var i gang, bliver det ikke ned i jorden sammen med de andre ting i køkkenhaven, men i potter.
Potterne har jeg stillet i drivhuset, hvor de får lov til at stå indtil vejret tillader at de kan komme udenfor drivhuset. Det kan også være at de bliver flyttet lidt før, og så kommer ind i mit skur, hvor de kan få en lys plads, eftersom pladsen i drivhuset er ved at slippe op.
De blå congo kartofler er i potter fordi sorten døjer noget med skimmel, og denne skimmel skulle kunne sprede sig meget langt i jorden, og på den måde smitte alle de andre kartofler som er i nærheden. Så ved at have kartoflerne i potter, håber jeg på at jeg bare kan brænde de blå congo kartoffelplanter som får skimmel, og så høste resten af kartoflerne.