Anisisop er en flerårig plante med savtakkede grønne blade, som godt kan minde lidt om en brændenældes blade. Planten er også kendt som Indianermynte, da indianerne dyrkede den som medicinplante. Anisisopens blomst bliver hvid, lyserød eller mørk lilla, og den blomstrer fra juli til oktober. Krydderurten dufter af anis og bliver ca. 1½ meter høj.
Anisisop formeres ved frø, som sås indenfor i april måned, og efter ca. 3 uger vil frøene spire. Anisisop vil gerne vokse på en solrig plads med løs og næringsrig jord. Vil man ikke bruge plads indenfor til at forspire anisisop, kan man også godt så direkte på voksestedet.
Sorter som Agastache barberi, Agastache incana og Agastache mexicana kan stiklingeformeres.
Da anisisop bliver høj, er det en god plante bagest i bedet. Krydderurten kan også bruges i potter eller altankasser.
Ønsker man frisk anisisop i løbet af vinteren, kan man om efteråret grave nogle planter op og sætte dem i potter i drivhuset. Når man så ønsker en ny plante, kan man tage en potte med ind, hvorefter den vil begynde at vokse og give friske grønne blade.
Anisisopen har været brugt som lægeurte mod hoste, bylder og brændsår.
Plantens blade bliver brugt til kryddersnaps, hvor anisisopens blade skal trække i en snaps i ca. en uge. Herefter skal snapsen filtreres, og så er den klar til at drikke.