For 4 dage siden såede jeg græskar, squash og pyntegræskar, og de første af planterne er begyndt at kigge frem. Da jeg i morges skulle til at flytte lidt rundt på planterne i vindueskarmen, kunne jeg se at der var noget grønt under en af poserne, og da jeg fik posen listet af, kunne jeg se at der var 3 potter med små nye planter i.

De 2 af planterne var allerede 5-10 cm. høje, og så gode sunde ud, mens den sidste kun lige kunne ses som lidt grønt nede i jorden. Den største plante er en squashplante, og de to andre er græskarplanter. Der er ikke kommet nogle pyntegræskar til syne endnu, men det kommer nok en af de næste dage. Nu hvor det er blevet aften er den lille græskarpire vokset sig over 5 cm. høj, og hvis den er vokset i samme tempo i dag som de andre voksede i går, må det betyde at squashplanten, og den store græskarplante har været en dag hurtigere end den anden. Så det vil betyde 3 dage fra frøene blev sået til de planter kom op af jorden.