I dag har jeg lavet et forsøg med at så majs på friland tidligere end anbefalingerne, nemlig i starten af april. For at beskytte de nye majsfrø og senere majsplanter har jeg placeret et glas over hvert frø.
Der er stor forskel på størrelserne af glassene, og jeg vil gætte på at de mindste er ca. 1 liter og de største er ca. 5 liter. Det betyder også at der kan være forskel på udviklingen af majsene, hvilket jeg vil holde øje med.
Der gik ikke ret lang tid efter at glassene var placeret i jorden før der blev dannet kondens på indersiden af glassene. Det betyder at der vil være fugt til at frøene kan spire, men det betyder også at der vil skulle luftes ud når spirerne kommer frem.
Majs skal ikke sås på en lige række, medmindre at man sår mange rækker. I stedet er det bedre at så majs i en firkant, så bestøvningen bliver bedre. Jeg har sået 12 majs i en lille firkant med 3 rækker og 4 majs i hver række. Jeg håber at det giver en god bestøvning og dermed at vi får et fornuftigt udbytte af vores majs.
Udover forsøget med at så majs på friland allerede her i starten af april måned, har jeg også valgt at forspire nogle majs inde i vindueskarmen, så jeg har lidt backup hvis forsøget med majs på friland skulle gå galt. Hvis det derimod går godt, vil jeg have 10 majs planter som min nabo vil kunne overtage.
Såning af majs er også en af de ting som min knapt 2-årige datter kan være med til, og jeg kan mærke på hende at hun nyder at hjælpe mig lige så meget som jeg nyder at hun er med til at dyrke årets grøntsager.