For snart 3 uger modtog jeg årets læggekartofler med posten. Kartoflerne blev hurtigt sat i gang med at forspire. Kartoflerne har forspiret i mit skur hvor der aldrig bliver under 5 grader, men det har måske alligevel været for koldt til at det har givet rigtigt gode spirer. Jeg har alligevel valgt at lægge dem i jorden i dag.

 

Jeg gravede en rende på et spadestiks dybde, og brugte herefter min greb til at løsne jorden i bunden af renden. Herefter lagde jeg kartoflerne ned i renden med ca. 30 cm. mellem hver kartoffel. Det jord som blev gravet op, har jeg så brugt til at hyppe op, så der allerede er en god top over kartoflen. Jeg gravede 4 render i alt, og da alle kartoflerne var lagt, dækkede jeg hele arealet over med grangrene fra juletræet, og efterfølgende med klar plast ligesom jeg gjorde det sidste år. Jeg forventer at kunne høste de første kartofler omkring midten af juni.

Senere på året vil jeg lægge de kartofler som først skal komme senere på året. Disse kartofler skal ikke forspires, så dem opbevarer jeg køligt, så de ikke går i gang.