I går fik jeg en stak ramsløgblade og nogle få ramsløgplanter. Ramsløgplanterne blev plantet i mit største rhodendendron bed, da jeg har hørt at ramsløg trives bedst i et surbundsbed. Grunden til at ramsløgene skulle være i det store rhodendendron bed er den store lighed med liljekonvallen. Vi har nemlig mange liljekonvaller som spreder sig fra vores nabo og ind i det lille rhodendendron bed, og eftersom ramsløg og liljekonval har et meget ens udseende, og liljekonvallen er giftig, tør vi ikke have disse to planter så tæt på hinanden.
Udover planterne fik jeg også en god portion ramsløgblade som i dag er blevet lavet til en ramsløgspesto med inspiration fra opskrift-online.dk. Ramsløgpestoen blev brugt til aftensmaden som udover ramsløgspesto bestod af pastapenne og stegte kyllingetern.