I går var jeg til podekursus, hvor jeg forsøgte mig med kunsten af pode æbletræer. Umiddelbart gik det rigtigt godt, og jeg fik lavet 4 nye æbletræer, hvoraf 2 af dem er lavet på de grundstammer som jeg selv lavede sidste år.
Jeg har læst en del om podningen, men for at prøve noget nyt, kastede jeg mig ikke bare ud i projektet, men tilmeldte mig et kursus, hvor jeg kunne høre fra en ekspert hvordan det skulle gøres. Vi startede med at øve os med pilegrene, og det gik ganske nemt. Pilen er heller ikke helt så hård som æbletræet, så det var også lidt lettere med pilen.
Vi skulle lave et helt lige snit igennem den kvist som skulle podes på, og så skulle der skæres et stykke af den gren som der skulle forestille at være grundstammen, som skulle passe præcist med det snit som var lavet i podekvisten. Snittet på podekvisten skulle stikke et lille stykke(max et par millimeter) op over toppen af grundstammen. Når de to passede sammen, skulle de bindes sammen med bast, og når det sad godt fast sammen, ville de være klar til at få podevoks på, men dette var ikke nødvendigt når vi bare øvede os på pilen.
Efter lidt forsøg, gik vi i gang med de rigtige grundstammer og de rigtige podekviste, og selvom det var lidt hårdere træ at skulle snitte i, var det nu ikke fordi det var det sværeste. Snittene blev lavet i podekvistene og i grundstammerne, podekvistene blev kortet ned så der var 2 øjne på dem, og delene blev bundet sammen med bast. Vi startede med at binde bast om midten af samlingen, og så snoede vi bast op til toppen af samlingen, ned til bunden, og så op til toppen igen. Der måtte ikke være nogen steder hvor der var så lidt bast at man kunne se træet under, og det skulle sidde så stramt at man ikke kunne trække podekvisten og grundstammen fra hinanden med et godt træk.
Da podekvist og grundstamme var bundet sammen med bast, var det tid til at bruge podevoksen. Den blev varmet mellem fingrene og smurt på ovenpå grundstammen, og trykket lidt ned langs siden af samlingen. Der skulle også lidt podevoks på toppen af podekvisten.
De grundstammer jeg selv havde med står stadig i de spande som de har stået i siden sidste sommer, og de nye grundstammer jeg fik med hjem kom i potter med pottemuld, da jorden er for hård til at grave i. Så snart det er muligt at grave i jorden, skal træerne flyttes ud. Når træerne så begynder at skyde, vil de kunne skyde fra to øjne, men det er kun det ene skud der skal bruges, og derfor skal det ene fjernes hvis der kommer skud fra begge øjne.
Til sommer skal det bast der er brugt til at binde podekvist og grundstamme sammen fjernes. Det betyder så også at de to skulle være vokset sammen, og det er for alvor her at man kan se om podningen er lykkedes. Hvis de to ikke er vokset sammen, vil podekvisten falde af når basten bliver fjernet.
De træer som jeg har fået lavet er et Bramley æble, Bøghs Citron æble, Ingrid Marie æble og Venus æble, som alle har hver deres særpræg, og som skal hjælpe til på hver sin måde med at holde os selvforsynende med æbler.
Bramley æble høstes i slutningen af oktober og bruges frem til april. Det er et grønt syrligt madæble som bliver meget stort, og som er god at bruge i æblemost. Dermed er der med bramley æblet lagt en god bund for en æblemostproduktion. Udover at være et godt most æble, er Bramley også god i resten af madlavningen, og det vil derfor give noget helt nyt til begynderhaven.
Bøghs Citron æble høstes og spises fra slutningen af august til slutningen af september. Det er et gulligt sødligt spiseæble som skal spises næsten lige så hurtigt som det pilles af træet. Planen med træet er at holde det lille, så det ikke producerer mere frugt end vi kan nå at spise i den korte periode hvor æblerne er gode.
Ingrid Marie æble er ikke et lige så sundt træ/æble som de andre, men til gengæld deler æblet navn med den vej som begynderhaven hører til, og derfor var det svært at komme udenom æblet. Æblet plukkes sidst i oktober, og skal have lov til at modne færdig til december/januar før det er helt moden.
Venus, eller Møllers Venus høstes i oktober og modner færdigt til brug fra december og helt frem til juni måned, hvilket betyder at dette æble vil kunne give os frugt hele vinteren indtil der begynder at komme frisk frugt i haven. Jeg er derfor ret sikker på at det bliver et meget vigtigt træ i vores selvforsynende have.
Den podekniv som jeg havde med til podekurset, var ikke alt for god, og jeg kunne ikke lave et rent og lige snit med den. Den buede form på bladet, gjorde også at jeg ikke kunne bruge bladet til at tjekke at snittet var lavet lige. Derfor købte jeg en ny podekniv til kurset, så jeg nu har en god og skarp podekniv som kan bruges til at lave gode snit til podning. Den nye røde podekniv, ser ikke lige så flot og lækker ud som den jeg havde i forvejen, men der er en kæmpe forskel i hvor gode knivene er.