Formering af ananasNogle ting er bare sjovere end andre ting, når børn ser på alt det med at så, plante, stikle og hvad der ellers bliver gjort i løbet af året i haven for at få det hele til at gro. Noget af det der oftest er sjovt, er når det er lidt stort, og i hvert fald ikke for småt.

Da min datter tidligere på året var med til at så i hendes køkkenhave, valgte hun selv hvad der skulle være i køkkenhaven. Hun valgte ud fra hvad hun syntes kunne være sjovt at have i haven, og ikke ud fra frøene. Havde hun stået og kigget på alle de mange frø, havde hun helt sikkert valgt græskar, squash, bønner og de andre store frø. Ting som salat og gulerødder som hun har fået sået, ville være valgt fra på grund af størrelsen på frøet.

I dag blev der så rigtigt mulighed for at lege med noget stort og sjovt. I dag skulle vi nemlig formere en ananas. Men hvordan formerer man lige en ananas? Der er jo ikke nogen kerner i som man kan bruge til at så i jorden.

Nej ingen kerner eller frø i ananassen, men det skal man heller ikke bruge. Til gengæld skal man bruge toppen af ananassen. Så vi var først i supermarkedet for at købe den største og flotteste ananas. Da vi kom hjem skulle vi ud og samle en masse små sten sammen. Da alle stenene var samlet, skulle de vaskes og skyldes, og det samme skulle potten som ananassen skulle plantes i.

Da det hele var rent og tørt, kom vi stenene ned i potten. Vi fyldte vand i så der var vand lidt over stenene. Ananassen blev skåret over så der var 2-3 cm ananas på toppen, og toppen kom ned i potten, oven på stenene, så der var lidt vand på ananassen.

Nu skal ananassen så have lov til at stå i 2½-3 uger, mens vi sørger for at der er vand ved den. Herefter vil der være begyndende rødder, og så er ananassen ved at være klar til at komme i jord. Det jord som vi planter ananassen i er en blanding af ca. 1/3 pottemuld og 2/3 sand.

Det bliver spændende at følge ananassen, og se om alt går som forventet. Både voksne og børn er spændte.