Græsningsbur til havens kaninerKaninerne i haven får lov til at spise masser af ukrudt og omdanne det til fantastisk kompostmateriale som kan bruges i køkkenhaven til næste år, men vi vil gerne have endnu mere ud af kaninerne. De skal derfor have større mulighed for at spise græsset på vores græsplæne i stedet for at vi slår det med plæneklipperen.

Derfor blev der i dag taget initiativ til at bruge nogle rester og forskellige materialer som ikke skulle bruges til andet, og få bygget et græsningsbur til kaninerne. Havde jeg skullet købe materialer ind til kaninernes græsningsbur, havde jeg valgt nogle andre materialer som var lettere at flytte rundt med.

Jeg havde en stor palle, ja faktisk så stor at jeg havde overvejet at bruge den ene palle til at lave en kompostbeholder. Med en rundsav skar jeg stolperne næsten helt over på langs, så pallen blev delt i 2/5 og 3/5 bredde.

Det sidste stykke af stolperne som rundsaven ikke kunne skære igennem blev savet med en fuksvans. Da pallen var blevet delt i to, skar jeg de midterste stykker brædder af pallen, så der blev to ende stykker ud pallen.

I vores skur fandt jeg lidt rester fra projektet hvor jeg byggede et højbed til vores krydderurter. Der var 4 lige lange brædder, som blev skruet på i toppen og bunden af de to ende stykker.

Mellem brædderne kunne jeg nu sætte et trådhegn fast med hæftepistolen, og nu var der et fint græsningsbur til vores kaniner. Kaninerne kan dog hoppe noget højt, så der skulle også være en top på buret. For ikke at øge vægten, klippede jeg et stykke trådhegn, og bandt 6 træklodser fast i det.

Trådhegnet har tidligere været brugt til at holde duer væk fra de små ærtespirer, så ærterne kunne få lov til at få en ordentlig vækststart.

Nu kan trådhegnet hænges op over græsningsburet, så kaninerne ikke kan hoppe ud, og det vejer ikke ret meget. Det er også let at tage toppen af når kaninerne skal flyttes fra deres faste bur og over i det nye.

Da der ikke er nogen bund i buret kan kaninerne let komme til at grave, så når de bliver sat ind i det nye græsningsbur, skal man holde lidt øje med dem og ofte flytte buret, for at undgå at de graver sig ud.

Græsningsburet kommer nok ikke helt til at overflødiggøre plæneklipperen, men det skal nok give lidt færre tømninger af græsopsamleren.