Overdækket terrassePinsen har været brugt på at lave en overdækket terrasse, så der har rigtigt været gang i et gør det selv projekt i begynderhaven. For en uge siden blev terrassen rettet op, så den blev plan og klar til at blive overdækket.

Det første der skulle laves for at vi kunne overdække terrassen var at støbe et par stolpesko fast. Det var kun i den ene ende af terrassen at der skulle stolper i, da der i den anden ende er et skur i det ene hjørne og en hus i det andet som taget skal sættes fast i.

Med et pælebor blev der gravet ca. 1 meter ned og så blev der blandet beton i blandemaskinen. Hullerne blev fyldt op med beton og med en lang jernstang blev betonen presset ned. Overfladen blev glattet ud med en mureske og en pind fra en nytårsraket blev brækket i 4 dele så den kunne støtte stolpeskoen så den kom til at stå lige. Stolpeskoen blev sat ned i beton og så var det bare med at vente. Dette gjorde vi før pinsen, da det helst skal stå i mindst 2 døgn før man begynder at sætte stolperne på.

I hver af de to stolpesko satte vi en stolpe. Langs huset satte vi en 50x100 mm reglar fast i væggen. Denne fortsatte over til den ene stolpe, og toppen af stolpen blev halveret i bredden, så reglaren kunne ligge inde i stolpen.
I den anden side af taget lavede vi den samme løsning med en 50x100 mm reglar som blev skruet ind i skuret, og sat fast i stolepen. Da der var reglar i begge sider var det tid til at lægge nogle reglar magen til på tværs. Inde ved huset benyttede vi nogle u-beslag som blev skruet ind i reglaren, og ovre ved skuret blev den tværgående reglar lagt ovenpå og skruet fast med et vinkelbeslag.

Da alle reglarne var sat på skulle lægterne monteres. De blev efter producenten af tagpladernes afvisning monteret med 70 cm mellemrum og da alle lægterne var på plads, skulle tagpladerne op. Vi havde bestilt trapezplader hos Stark som havde lovet at de kunne være hjemme fredag i pinsen, og det passede fint ind i vores tidsplan, da vi forventede at være færdig med grundkonstruktionen i løbet af torsdagen, men fredag eftermiddag kunne Stark så meddele at de alligevel ikke kunne holde hvad de havde lovet, og derfor måtte vi til at finde en alternativ leverandør. Det er langt fra første gang at jeg syntes at det har været problematisk at bestille byggematerialer fra Stark, så næste gang jeg skal i gang med at lave et gør-det-selv projekt finder jeg et andet sted at kigge først.

Efter at have kigget rundt omkring ved blandt andet Silvan, XL Byg og flere andre byggemarkeder endte jeg med at køre i Bauhaus hvor jeg kunne få trapezpladerne i den rigtige længde med det samme.

Pladerne blev lagt op på taget og skruet fast i lægterne med bundskruer. Med et ekstra overlæg i alle samlingerne på nær den sidste samling af trapezpladerne hvor der bare skulle være almindeligt overlæg fik vi bredden af taget på den overdækkede terrasse til at passe.

I enden af taget blev der lavet en side af den samme type klinkebeklædning som der er på skuret, så det kommer til at se ens ud.

I den ende hvor der er opsat stolper, var der et lille stykke tag som ikke ender over skurets tag. Der opsatte vi et stykke tagrende så rengvandet kunne løbe over på skurets tag.

I den vestlige ende af terrassen støbte vi 3 gevindstykker fast i støttemuren, og herpå satte vi en 50x100 reglar. Op langs siden af skuret satte vi en magen til, og ved indgangen til terrassen satte vi også en lodret 50x100 reglar. Midt på den vandrette reglar som er i bunden blev der sat endnu en lodret 50x100 reglar og nu var der klar til at sætte hegnsbrædder på til at skabe lidt ekstra læ på terrassen.

For at skabe samme afstand mellem alle hegnsbrædderne satte jeg en lægte mellem hver gang der skulle skrues et brædde fast.

Den overdækkede terrasse er nu færdigbygget og klar til at blive indtaget. Vi har stillet havebordet og havestolene ind på terrassen, og har været i gang med at lave en pallesofa. Pallesofaen er ikke helt færdig endnu, men det bliver den i løbet af ugen.

Fra terrassen kan vi sidde og kigge ned på børnenes legehave og hen på køkkenhaven, og selvom vi er rykket væk fra krydderurte højbedet er der dog ikke så langt at gå derhen. Jeg regner dog med at lave en lille løsning så jeg har krydderurter tættere på grillen som nu får en fast plads på den nye overdækkede gør-det-selv terrasse.