Køkkenhaven er ved at gennemgå en stor ombygning, og forhåbentligt resulterer det i en opgradering. Størstedelen af køkkenhaven har været anlagt efter den traditionelle rækkekultur, som mange danske køkkenhaver, men nu skal det ændres så køkkenhaven fremover bliver efter højbedmetoden.

Jeg ved godt at der her om efteråret/vinteren ikke er de bedste vilkår for at grave efter højbedmetoden, og at der er fare for at der er mange dyr og mikroorganismer i jorden der vil gå tabt da vejret og manglen på grøngødningsplanter gør vilkårene for disse dyr vanskeligere.

Når man læser bøger om havedyrkning og suger viden til sig om hvordan man SKAL gøre, kan man blive nervøs for at afvige fra teori og metoder, da det nogle gange kan lyde som om at alt så går galt. Det er jeg helt sikker på ikke vil være tilfældet, selvom denne afvigelse er stor.

Grunden til at jeg først så sent begynder at grave de nye bede efter højbedmetoden er at jeg da det var mest optimalt, havde masser af grønsager til at vokse der hvor der skulle graves, og dermed ville mange af dem gå tabt. Efterfølgende har der været andre gode grunde som ikke specifikt har noget med haven at gøre, men som har betydet at der ikke blev gravet i haven. Når vi når til foråret, ville jeg også kunne gå i gang, og dermed mindske udvaskningen, men da der skal graves rigtigt meget, vil jeg hellere i gang noget tidligere, så jeg kan nå det hele inden frøene skal til at i jorden. Alternativet var at vente indtil næste sommer, og så gå glip af store dele afgrøder, og jeg vælger derfor at risikere en lidt mindre høst, i stedet for ingen høst.

Jeg laver 4 bede på ca. 1,2 * 8,5 meter, som skal bruges i et 4-årigt sædskifte, som det jeg startede med i 2010. I det 5. bed, som kan ses ved at følge linket, har jeg stadig de flerårige grønsager. Mellem køkkenhavebedene anlægger jeg 90 cm. bredde stier hvori der først lægges aviser og her ovenpå mellem 5 og 10 cm. træflis. Aviserne er med til at holde ukrudt tilbage, og de store mængder træflis gør at ukrudt der spirer over aviserne let vil kunne fjernes. Bredden af stierne er valgt, så jeg let kan komme rundt i hele køkkenhaven med trillebøren.