For ca. halvanden måned siden fik jeg min bestilling af læggekartofler, og glæden samt længslen var stor. Desværre artede vejret sig ikke som forventet, og den store kulde gjorde at kartoflerne blev stillet ud i skuret.

Desværre glemte jeg at de var pakket ind i bobleplast, så da jeg nu skulle til at lægge mine læggekartofler i køkkenhaven, var de begyndt at rådne. Med så mange tydelige dårlige kartofler turde jeg ikke bruge nogen af dem i haven, og jeg skal derfor have fat i nogle nye læggekartofler.

Dermed gik det med de nye kartofler som med halvdelen af de kartofler jeg høstede i efteråret, som også rådnede. Heldigvis var høsten så stor, så selvom vi mistede halvdelen af vores høst, har vi stadig lidt kartofler tilbage, som vi stadig nyder.

I stedet for læggekartoflerne, fik jeg sået nogle rækker med aspargessalat som er en ny grønsag i køkkenhaven i år. Det bliver spændende at følge denne nye salat.