På en nytårsnat som nu, eller en nytårs morgen som lige om snart, kan man indsamle masser af gratis plantepinde som kan bruges til næste års havebrug. Der er mange mennesker som har været ude og købe raketter som skal fyres af nytårsaften, og de fleste af disse raketter har det med at falde ned igen efter at de har lyst op på himmelen.

Når raketterne falder ned, følger der en pind med, og disse pinde, er glimrende som plantepinde, og de er ganske gratis. Det eneste der kræves er en gåtur, hvor de nedfaldne pinde indsamles, og opbevares som plantepinde til det kommende haveår.

Nogle af pindene er så kraftige at de sagtens vil kunne holde i mere end en sæson, og dermed vil man for hvert år kunne indsamle flere gratis plantepinde, og på den måde opbygge sin samling af plantepinde til årets forbrug.

Plantepindene ligger rundt omkring på alle veje, og hvis man ikke kan finde nok nye gratis plantepinde rundt omkring på vejene, kan man spørge sine naboer om man må gå en tur rundt i deres haver for at indsamle de nedfaldne raketter. De fleste naboer bliver glade for at der er nogen som vil indsamle de raketter som er faldet ned i deres haver, så det er bare med at gå lidt rundt, hvis man mangler plantepinde til denne sæsons havedyrkning.

Jeg har allerede været på en ganske kort rundtur på 3-400 meter, og har fået de første 8 plantepinde. Jeg forventer at få gået endnu en tur rundt i byen når det bliver lyst, hvor jeg vil kunne indsamle endnu flere nye gratis plantepinde.

Næste år skal jeg bl.a. bruge plantepinde i drivhuset, hvor tomater og agurker skal bruge støtte. Derudover kan det være at jeg skal bruge nogen plantepinde til minde græskar og squash, hvis de når at blive store nok inden de bliver plantet ud. Jeg regner også med at georginerne skal have lidt støtte af de nye gratis plantepinde, og eller skal der nok komme flere planter som får brug for lidt ekstra støtte.