Jeg har været forbi en champignondyrker i dag for at hente et godt læs champignonkompost til min mistbænk. Champignonkomposten er et naturprodukt der består af ren hestegødning, halm og spagnum. Champignonkomposten er blevet brugt til en enkelt til dyrkning af champignon, hvorefter det er blevet dampkogt ved op til 70-80 grader varme i 10-12 timer, så det er sygdoms- og ukrudtsfrit.

Jeg hentede i går de sidste peber frugter, og snack peber frugter ind fra drivhuset. Dermed er der kun chilipeber tilbage. Jeg har klippet ca. halvdelen af chilipeber planten af, så der er større chance for at de sidste chilier bliver modne.

Opstilling af drivhuset

Nu er drivhuset blevet stillet op. Det var noget af et puslespil at få stillet det op når vi ikke havde en tegning over det. Fundamentet blev stillet oven på de fliser jeg havde lagt som bund i drivhuset. For at få hjørnepløkkerne ned i jorden, lavede jeg en rille i de forreste fliser, skar en lille klodse ud i en af de bageste fliser, og halverede den anden flise bagest.  Den halverede flise gør det muligt at plante en vin i jorden inde i drivhuset. Inden vinen skal plantes skal jog dog have gravet sandet op af hullet og smidt noget godt kompost jord i fra min kompostbeholder.

Da soklen var på plads, stillede vi hjørnestolperne op, og byggede gavlene. Vi satte den øverste stang på taget, og huskede at få indsat det vindue som kunne åbnes. Det var ellers en af de ting som vi let kunne have glemt, og da vinduet kun kan indsættes fra enderne, ville det betyde at vi skulle have pillet stangen ned igen for at få vinduet i. Vi satte nogle stivere på, så drivhuset ikke skulle vælte, inden vi satte siderne op. Da alle sider og taget var stillet op, flyttede vi stiverne, som de skulle side. Vi gik i gang med at finjustere samlingerne, så drivhusets tagrende fik det rette fald, så vandet ville løbe ned i hullet til vinen.

Hul til vin i drivhuset

Til sidst skulle glasset sættes i . De fleste glas havde heldigvis samme størelse, så det var ikke så besværligt at finde ud af hvilke glas der passede de forskellige steder. Dermed blev drivhuset samlet på en halv dag, og er klar til de første planter. I skrivende stund er planterne allerede sat ind i drivhuset, hvilket jeg vil fortælle mere om senere. Jeg fortæller også om hvordan man kan spare mange penge på potter til planterne i drivhuset, så glæd jer til fortsættelsen.

Græstørv opgravning til bund i drivhusNu skal bunden til drivhuset laves. Først skal der måles ud, så drivhuset kommer til at stå det rigtige sted i haven. Der skal være plads til at køre mellem køkkenhave og drivhus med både trillebør, og plæneklipper, og også bag drivhuset skal der være plads til plæneklipperen. Jeg kunne vælge at stille drivhuset helt op ad hækken mod naboen, men da jeg overvejer at sætte en vin i jorden i hjørnet af drivhuset, vil jeg gerne lidt væk fra hækkens rødder, og samtidig vil der også blive flere timer med lys i drivhuset, da både hæk og nabohus vil give skygge senere ved at placere drivhuset lidt væk fra hækken. Jeg vil have fliser i bunden af drivhuset, og så bruge selvvandings kasser til de fleste planter i drivhuset. I det ene hjørne af drivhuset, vil jeg måske have en vin, som nævnt tidligere. Da jeg ikke er helt sikker på dette, har jeg ikke gjort helt klar til dette, da jeg blot vil tage en af fliserne op hvis jeg vælger at sætte vinens rod i jorden.

For at komme i gang med at få fliserne lagt, skal jeg først have gravet græstørv op. Jeg er så heldig at min nabo skal have fjernet en del af den sandkasse som er på den anden side af hækken, hvilket har betydet at jeg har fået sand til min sandkasse, og at jeg kan smide græstørvene over i det hul som er blevet efter at jeg har taget sandet. Derfor kan jeg smide græstørvene over hækken, og så er de væk. Jeg startede med at stikke en spade i jorden i hele den længde som fliserne skal bruge. Ca. en spadebredde fra den første rille, gentog jeg med spaden, og efterfølgende stak jeg så spaden i jorden mellem de to riller, så der blev et stykke græs med længde og bredde i ca. samme bredde som min spade. Nu var det lige til at tage græstørvene op med en skovl, og kaste dem over hækken. Da jeg var færdig med at grave græstørvene op, skulle jeg have gjort jorden lidt plan, og brugte en rive til dette.

Fliser som bund i drivhusetHerefter hentede jeg lidt mere sand fra sandkassen, hvilket var groft nok til at kunne bruges som læggesand. Igen kunne jeg bare kaste dette over hækken, og lige ned i det hul jeg havde fået lavet. Da jeg havde fået nok sand over, skulle sandet også planeres, og efterfølgende stampes. Da jeg ikke havde en pladevibrator, og ikke ville vente på at få fat i en, gik jeg med små skridt i sandet flere gange frem og tilbage. Da det er bunden i drivhuset, gør det mig ikke så meget hvis fliserne ikke kommer til at være helt plane. Nu skulle sandet trækkes af så fliserne kunne komme i. Jeg startede med at få opsat en snor med en lille hældning ind mod hækken, så der vil komme fald på drivhusets tagrende. Udfra snoren, kunne jeg måle hvor langt ned jeg skulle have mine aftræksrør. Ved at måle lige langt fra snor til rør på hele stykket, ville rørerne have samme fald som snoren, og dermed vil faldet blive som forventet. Da jeg havde fået to rækker rør i sandet, kunne jeg med et teræssebrædde trække det overskydende sand af, og så var det tid til at få fliserne på plads.

Den første sten er den vigtigste at bruge meget tid på, da den kommer til at bestemme retningen for resten. Jeg kunne have spændt snorer op til at lægge fliserne efter, men igen var det ikke så vigtigt at det blev fuldstændigt vinkelret med hæk eller andet.

Nu mangler der blot at blive lavet et hul i 4 af fliserne så fundamentet til drivhuset kan komme til at få sine pløkker ned i jorden. Dette er jeg endnu ikke nået til, og vil derfor blive beskrevet senere, når jeg begynder på opsætningen af drivhuset.

I dag gik en gammel drøm i oplevelse, da jeg købte mit første drivhus. Jeg fandt et lille meget billigt drivhus på nettet, og skyndte mig at slå til. Hvis jeg havde vidst hvor lang tid det tager at pille et drivhus ned, havde jeg nok overvejet købet en ekstra gang, men efter ca. 2½ times arbejde var drivhuset pillet ned og pakket sikkert i traileren. Nu skal jeg så have fundet tid til at stille drivhuset op, hvilket jeg håber bliver i weekenden.

Når drivhuset bliver sat op, regner jeg med at skulle have 2 eller 3 selvvandingskasser med lidt forskellige planter i. Da jeg ikke har haft drivhus før, ved jeg endnu ikke hvad der er muligt at plante på nuværende tidspunkt, så jeg ved endnu ikke om det bliver i år eller først næste år at jeg får mulighed for at høste rigtigt i mit nye drivhus.

Jeg forventer at jeg skal have agurk, melon, peber, chilli og måske en drue i drivhuset. Derudover vil jeg bruge det til forspirring, og jeg tror også at jeg vil have en jordbærplante eller 2, så jeg kan få tidlige jordbær.

Jeg har planer om at jeg skal have et plantebord i drivhuset. Det skal laves på en bestemt måde, hvilket jeg kun har set et sted, og det sted er desværre lukket, så jeg bliver nok nødt til selv at bygge mit plantebord, hvilket jeg glæder mig til.