Med de nye spirer i mistbænken og vejrudsigtens varsel om nattefrost har jeg fulgt et råd jeg har fået. På de dage hvor vejrudsigten melder nattefrost eller meget tæt på nattefrost, sætter jeg et fyrfadslys eller to ud i min mistbænk.

 

Mistbænken har noget varme fra den komposterende champignonkompost, og fra dagens solstråler, men med nattefrost på omkring 5 grader, er det vist ikke nok til at holde frosten ude af mistbænken. Derfor valgte jeg at prøve rådet omkring fyrfadslys af, og det ser ud til at det virker.

Når jeg om morgenen kigger på drivhuset, kan jeg se at der er rimfrost på ruderne, men der er ikke frost på de nederste ca. 40 cm. Det tror jeg er pga. flisebunden i drivhuset, som bliver varmet op i løbet af dagen, og som så afgiver varme i løbet af natten, og dermed holder den nederste del af drivhuset helt frostfrit.

Jeg vil derfor også prøvet at ligge et par fliser ind i min mistbænk så de kan blive varmet op i løbet af dagen, og afgive varme i løbet af natten, og på den måde være med til at holde mistbænken frostfri. Et andet plus ved at have et par fliser inde i mistbænken er at det bliver lettere at få fyrfadslysene til at stå derinde. Når man skal placere fyrfadslys på champignonkompost skal man være lidt forsigtigt så man får placeret det så det bliver stående hele natten.