DrivhusDet er ved at være lang tid siden at der blev ryddet op i drivhuset, men dengang blev det ikke rengjort, selvom det havde været logisk at tage rengøringen sammen med oprydningen. Og siden hen har der ikke rigtigt været tid til det før nu.

Varmt vand, brun sæbe og to børster, og så var vi i gang med forårsrengøringen. Min datter på knapt 3 år ville meget gerne hjælpe til, og det fik hun lov til. Hun skulle selvfølgeligt være meget forsigtig, og det var hun også god til.

Det tog ikke ret lang tid at få vasket det lille 4 kvadratmeter drivhus, og efterfølgende fandt jeg haveslangen frem og skyllede det brune sæbe af glasset.

Nu er drivhuset næsten klar til et ryk ind af planter. Jeg mangler kun lige at få sat de 3 stykker glas i drivhuset som blæste ud tidligere, men når det er gjort, er der også helt klart til nogle af de forspirende grønsager.