I dag var jeg i gang med at skære lidt forskelligt frugt op, fandt jeg to abrikoser, hvor stenen var åben, og frøet derfor frit tilgængeligt. Jeg tænkte derfor at jeg ville prøve at læse lidt omkring abrikoser, og om det var muligt at så abrikosfrøet.

Det jeg fandt frem til var lidt som forventet at man normalt ikke sår abrikoser, men at man poder eller okulerer dem, men det skal ikke forhindre mig i at prøve at lave nye abrikostræer ud af de abrikosfrø som jeg fandt.

Jeg har derfor været i gang med at finde de sidste rester af mit så og prikle jord frem, og de to abrikosfrø kom i jorden i vindueskarmen. Her får de lov til at stå og forhåbentligt kommer der en spire op af jorden, så jeg kan få mit første abrikostræ.

Hvis det lykkes at få et abrikostræ, tror jeg at det skal stå på terrassen espalieret op af den vestvendte væg, så vi kan få adgang til abrikoser direkte fra havebordet på terrassen.