Gulerødder i køkkenhavenDa jeg for noget tid siden gik og rev i en del af køkkenhaven, som der endnu ikke var blevet sået eller plantet i, spurgte min datter om hun ikke også måtte få en køkkenhave som hun kunne grave og rive i. Selvfølgeligt måtte hun det, og vi gik hurtigt i gang med at grave et stykke af græsplænen væk, så hun kunne få hendes egen køkkenhave.

Siden har hun af og til gravet lidt i jorden, og revet lidt i jorden, og nu kom så tiden til at der skulle sås i jorden. Min datter hentede hendes rive, så vi kunne få jorden plan inden frøene skulle sås. Hun fik selv lov til at rive, men det var ikke så sjovt at rive det hele, så hun fik lidt hjælp med det sidste.

Vi fandt frøene frem, og hun fik selv lov til at vælge hvilke frø der skulle sås i hendes nye køkkenhave. Hun valgte gulerod, salat, solsikke, rødbede og majs. Jeg hjalp hende med at lave riller til at så i, men hun strøede selv frøene ud i hele bedet. Havde hun mistet lysten lidt, havde jeg hjulpet til, men så længe hun selv havde lyst, skulle hun have lov til at så.

Hun dækkede også selv rillerne til igen, og hjalp med at sætte bambuspinde i jorden ud for hver række. Da jorden skulle vandes, hjalp hun også til, men det var lidt sjovere at holde hånden ind foran vandet, end at vande jorden, så det tog lidt ekstra tid. Desværre er vores vandopsamlingsbeholder løbet tør for vand, så vi brugte lidt vand fra vandslangen.

Min idé med en køkkenhave for børn, er at det skal være sjovt, og det skal være lysten der driver værket. Det skal ikke være en pligt at luge ukrudt, vande grønsagerne og hvad der ellers hører til af arbejde i køkkenhaven, men i stedet skal det være noget som børn gør når de har lyst til det, og er lysten der ikke når arbejdet kræves, er det vigtigt at man som voksen giver sig tid til at hjælpe eller klare arbejdet selv.

Jeg er dog ret sikker på at når min datter ser mig luge ukrudt i resten af køkkenhaven, vil hun også være med, og så tager vi hendes køkkenhave først. Vil hun stadig hjælpe til bagefter, kan hun selvfølgeligt få lov til det.

Jeg tror på at min datter kommer til at lære en del om at dyrke grønsager igennem leg med hendes nye køkkenhave, og hvis interessen bibeholdes over de næste par år, vil hun nok snart kunne lære mig nogle tricks.