Nu er det endeligt lykkedes at blive færdig med gør-det-selv carporten. Det har været et større projekt hvor jeg har haft god hjælp af min far, som har godt styr på alt det håndværksmæssige hvor jeg nok er lidt bagefter.

 

Jeg har desværre ikke nogen billeder lige nu, men det skal nok komme, og sammen med billederne skal der også nok komme uddybende forklaringer til hvordan carporten er blevet bygget.

Den ene side af carporten står helt op ad en hæk, og det var egentligt tanken at hækken skulle danne side i carporten, men uden beklædning på siden var carporten ikke særlig stabil og så skulle der laves nogle kryds mellem stolperne.

Krydsene har været der vinteren over, men i går da vi havde fået beklædning hjem til siden, kravlede jeg ind på den trange plads mellem carport og hæk og fik skruet beklædningen på siden, så krydsene kunne komme af og carporten er nu færdigbygget.

Nu hvor byggedelen er overstået mangler carporten blot at blive malet, men her træder jeg ofte til side og lader fruen om det. Jeg er ikke særlig god til det med maling, og når jeg en gang i mellem forsøger ender malingen på alle andre ting end der hvor den skulle være.

Det er blevet til en lækker dobbeltcarport hvor der er plads til at begge biler nemt kan stå ved siden af hinanden uden at man skal være bange for at banke bildøren over i den anden bil når man åbner, og der er heller ikke nogen stolper i midten af carporten som man skal passe på.

Næste projekt er lige bag ved carporten, og det forventer vi at få lavet senest i påsken.