KartoffelplanteKartoffelplanten er nok den plante jeg ynder mest i hele haven. Det at grave nye kartofler op og tilberede dem lige bagefter er noget af det bedste der sker i løbet af året med haven. Nye kartofler fra egen have er bare bedre end alle andre kartofler. Kartoflerne er også dem der får det største areal i haven at vokse på. Hvis et menneske skulle overleve med kun en plante, ville kartoflen være en af de få muligheder, og med ganske simpel tilberedning, er det en fantastisk plante. Kartofler vokser bedst i sur jord der dog har en højere pH værdi end 4,6, og så kræver kartoffelplanten kalium hvis der skal komme gode kartofler. Hvis jorden holdes ved lige med kompost eller møg, vil der være rigeligt kalium i jorden til kartoflerne.

Kartofler skal helst forspirre inden de lægges i jorden. Ved forspirring lægges kartoflerne i et tyndt lag jord på et køligt sted uden mulighed for frost. Kartoflerne skal være et lyst sted, men uden direkte sollys. Kartoflerne skal graves ca. 10 cm ned når de skal lægges, men det kan være en god idé at grave lidt dybere, for at fylde kompost i, så kartoflerne kommer til at lægge i 10 cm dybde.

De nye kartofler må ikke udsættes for sollys, så man skal sørge for at hyppe kartoffelplanterne, så alle rødder bliver dækket godt til. Hypning af kartofler er lettest at gøre om aftenen eller tidligt om morgenen, da planterne på disse tidspunkter står ret op.