De første læggekartofler er kommet i jorden nu, og valget faldt på agata læggekartofler og linzer delikatesse læggekartofler. Det er tidligere i år end sidste år, og i år har jeg lavet et forsøg med at få ekstra tidlige kartofler. Planen for de tidlige kartofler er dog blevet ændret lidt i forhold til første plan, da der ca. 30 cm nede i jorden var masser af grus.
Jeg ville ikke bruge alle de kræfter og al den tid som det ville tage at grave gruset op, og dermed ville jeg ikke kunne komme til at lave et bed med en dybde på 65 cm. Det var planen at der skulle være 30 cm hestemøg, 5 cm jord, 10 cm hestemøg, 5 cm jord, 10 cm hestemøg og øverst 5 cm jord og kompost.
Jeg kunne komme ca. 30 cm ned i jorden, og har lavet bedet ca. 20 cm over jorden. Så jeg lavede bedet med 25 cm hestemøg, 5 cm jord, 10 cm hestemøg, 5 cm jord og sidst 5 cm kompostjord. Hestemøget vil begynde at kompostere, og dermed vil der blive frigivet varme. Komposteringsprocessen vil bruge nogle af de næringsstoffer som kartoflerne skal bruge, og derfor er der kommet en del færdigkomposteret jord på.
Kartoflerne er herefter lagt i jorden, og jorden er blevet dækket med grenene fra juletræet. Over juletræsgrenene har jeg trukket noget klar plast, og fastholder det med nogle sten. Solens varme vil blive forstærket grundet den klare plast, og med varme fra komposteringen af hestemøget, vil der blive en højere temperatur i bedet med kartoflerne. Juletræsgrenene hjælper sammen med den klare plastik med at holde nattefrosten væk fra kartoflerne.
Der er 9 læggekartofler som er i bedet som er gravet på denne måde. Resten af bedet består af meget mere muld, og dermed mindre hestemøg. Der er her også lagt 9 kartofler, som også er dækket af juletræsgrene og klar plastik. De resterende læggekartofler får lov til at forspire lidt længere, og bliver lagt ud i køkkenhaven om ca. 14 dage.
Det bliver spændende at følge udviklingen, og se om forsøget giver de ekstra tidlige kartofler som jeg håber på.