De kartofler som skal komme tidligst i haven i år, er nu lagt til forspiring. For at holde bedst muligt styr på dem, har jeg brugt to små flamingokasser, så jeg har en kasse til hver af de to typer kartofler, som vi skal have som de tidligste. Det er kartoffelsorterne Agata og Linzer Delikatesse som nu er lagt til forspiring.
Jeg har brugt en flamingokasse til hver type læggekartoffel, og har lagt en avis i bunden af kassen, så jorden ikke forsvinder ud gennem de små huller som er i flamingokassen. Ovenpå avisen er fordelt et ca 1-2 cm tykt lag meget let fugtet så og priklejord, og ovenpå jorden er læggekartoflerne.
Flamingokasserne står lyst uden at der er mulighed for direkte sollys på kartoflerne, og ved en temperatur på mellem 5 og 10 grader. Dette skulle gerne medvirke til at kartoflerne begynder at spire stille og roligt, så de kan blive klar til at komme ud i køkkenhaven i midten af marts måned. Hvis kartoflerne bliver forspiret ved for høj temperatur gør det at spirerne lyn hurtigt vil blive meget lange og skrøbelige, hvilket gør det besværligt at lægge dem i køkkenhaven.
Valget er faldet på Agata og Linzer Delikatesse pga. deres evne til at lave tidlige kartofler, og ved forspiring af kartoflerne kan man fremskynde kartoffelsætningen endnu mere. I løbet af vinteren har jeg tænkt over hvad man kan gøre udover hvad jeg normalt gør for at få ekstra tidlige kartofler, og jeg er kommet frem til en måde hvor jeg kombinerer metoden bag en varmbænk, med de grangrene og klar plast som jeg selv tidligere har brugt.
For at kunne teste om det giver tidligere udbytte, vil nogle af kartoflerne vokse i denne kombination, mens andre vil vokse som mine tidlige kartofler plejer at gøre. Dermed vil jeg kunne sammenligne resultatet, og herefter beslutte mig for om det er noget der skal bruges tid på fremover.