Det er godt nok tidligt at gå i gang med planlægningen af køkkenhaven til næste sæson, men eftersom jeg regner med at ændre størstedelen af køkkenhaven, vil jeg gerne i gang med planlægningen i god tid, så det ikke pludseligt er for sent.
Det er planen at hele køkkenhaven skal laves efter højbedmetoden, og når det er planen, skal der graves rigtigt meget. I følge Palo Alto, som har arbejdet meget med højbedmetoden, tager det fra 6 til 10 timer at grave et 10 m2 højbed første gang, og på nuværende tidspunkt er det planen at der skal være ca. 40 m2 køkkenhave efter højbedmetoden næste år, så det kan løbe op i 40 timers gravearbejde. Derudover regner jeg med at udvide ekstra med et større kartoffelbed, som næste år bliver lavet som jeg normalt har lavet køkkenhave.
Det er et godt stykke græsplæne som bliver indraget til det store kartoffelbed, og ved at sætte kartofler i sådan et nyt bed det første år, bliver der automatisk dårlige betingelser for de græsrester som vil være tilbage i bedet efter at det er gravet, da kartoflerne skal hyppes, og de små græsspirer vil blive rykket op hver gang kartoflerne bliver hyppet. Når så kartoflerne er vokset op, vil de skygge så meget så det ikke er nemt for græsset at vokse under kartoffelplanterne, og igen når kartoflerne bliver gravet op, vil det græs der har overlevet, endnu en gang blive rykket op.
Planen med højbedene er at der skal laves 2 højbede af 1,5 * 10 meter i den del af haven hvor køkkenhaven i dag er. Det ekstra bed jeg anlagde i år til kål blev gravet efter højbedsmetoden, så der bliver ikke så meget gravearbejde i det bed, og så er der det nyanlagte kartoffelbed, som skal laves efter højbedmetoden.
Hvis den nuværende plan kan følges forventer jeg at vi fra næste år kan blive så godt som selvforsynende med grønsager, med undtagelse af kartoflerne, som jeg ikke tror at vi kan dyrke nok af uden at jeg skal til at inddrage alt for meget have. Vi skal jo også have plads til børn, hygge, afslapning og de andre bede i haven.