Efter at have fået gode erfaringer med dyrkning af køkkenhave, har jeg som beskrevet tidligere udvidet køkkenhaven til 2012, men jeg syntes ikke at der er plads nok til kartoflerne. Når man nu har lavet et 4-beds sædskifte, og der skal gå mellem 4 år mellem dyrkning af kartofler i samme bed, er det lidt svært at finde en løsning, så det er muligt at dyrke flere kartofler i 2012, end dem der pt. er plads til.

Hvad gør man så når der ikke er plads nok? Jeg kunne jo inddrage noget mere jord til køkkenhaven, men her kunne der blive problemer med den resterende familie, som syntes at der er blevet inddraget nok til 2012. En anden udfordring der ville være ved at bruge et stykke jord mere, og dermed få dobbelt så meget jord til kartoflerne, ville være at få det med i sædskiftet. Jeg er ikke interesseret i at få dobbelt så meget plads til en af de andre typer afgrøder næste år, og så igen gå ned mht. kartoffeludbyttet.

Løsningen blev at tage et par juleøl med over på den anden side af hækken, til en snak med naboen. Der var et ekstra stykke jord, som ikke skulle bruges til noget næste år. Min nabo havde overvejet at bruge noget af jorden til at dyrke kartofler i, så da jeg foreslog at jeg hjalp godt til med gravearbejdet, var der en aftale om at dyrke kartofler i et godt stykke jord i nabohaven.

Dermed håber og tror jeg meget på at vi kan få dyrket så mange kartofler næste år, så vi kan være selvforsynende på hvad angår kartofler. Hvad der så skal ske efter næste år, er jeg ikke kommet frem til endnu, for der kan vi jo ikke bruge det samme stykke jord igen. Om den gode nabo så har et nyt stykke jord, eller hvad der skal ske, må tiden vise.