Faktaboks for September
Nedbør mm 73
Nedbørsdage 11
Dagtemperatur 16,4
Middeltemperatur 12,7
Nattetemperatur 9,1
Solskindstimer 128

Når det bliver september, er det for alvor blevet høstmåned. September er der hvor det store vinterlager skal bjerges, for det er simpelthen umuligt at følge med i at spise alt det frugt og grønt som er klar til høst.

Temperaturen begynder at falde, og nedbøren begynder at stige, hvilket gør det ideelt til plantning af nye træer og buske. Det er dog sjældent nok at lade naturens vand  være det eneste der bliver vandet med ved nyplantede træer og buske, men vand godt, så jorden ikke tørrer ud. Brug vand fra regnvandstønder, så vi sparer på drikkevandet, og dermed sparer miljøet for mange kræfter.

De stauder som er blevet for store til deres vokseplads, kan deles og flyttes til en ny plads, eller byttes til nye stauder som kan være med til at gøre haven mere mangfoldig, og dermed tiltrække flere nyttedyr som er vigtige hjælpere i haven.

Har man noget bart jord og ikke nogen grøngødningsplanter, kan man begynde at jorddække med frisk hestemøg.

Aspargesbedet vil have godt af at få tilført et lag skyllet tang, som vil være med til at gøde jorden, gøre den lidt mere salt, som asparges godt kan lide, og isolere mod vinterens kulde.

Græskar og squash er klar til at blive høstet til vinteropbevaring. Når de er høstet skal de have lov til at ligge og tørre og færdigmodnes inden de gemmes væk et mørkt og køligt sted.

Gulerødderne er ved at være klar til at blive høstet. De tages forsigtigt op og toppen skæres af, inden gulerødderne lægges i kasser med let fugtigt sand. Kasserne stilles mørkt og køligt med uden mulighed for frost, da det vil ødelægge høsten. Hvis nogle af gulerødderne beskadiges ved optagning, skal de bruges med det samme, da de ellers vil kunne ødelægge hele høsten.

Fra slutningen af september til midt oktober kan kartoflerne høstes. Det er bedst at høste kartofler på en varm og blæsende dag, da kartoflerne skal have lov til at ligge og tørre inden de gemmes væk til vinteropbevaring. I 2011 lagde vi kartoflerne til tørre på en presenning og det fungerede rigtigt godt. Det er vigtigt at tjekke om kartoflerne har taget skade af opgravningen, og de kartofler som har taget skade, skal bruges hurtigst muligt, og holdes væk fra de kartofler der ikke har taget skade.

Frugten på frugttræerne høstes i takt med at det modner, og gemmes forsigtigt væk til vinteropbevaring et mørkt og køligt sted.
Det skyggepasta eller de gardiner som er blevet brugt i drivhuset for at skygge for solens brændende stråler i sommermånederne skal nu væk, så planterne i drivhuset kan få mest muligt lys.

Med den store høst, vil der også være meget grønt affald, så det er nu at komposten virkeligt kommer på arbejde. Pas på med at lægge for store mængder rent grønt affald i komposten, da det let vil komme til at klaske sammen, og alt luft vil forsvinde, hvorved komposteringsprocessen sættes i stå. Det kan være en god idé at blande papruller fra toilet- og køkkenruller i, sammen med mindre grene og kviste, og evt. lidt avispapir. Dette vil være med til at give et bedre og hurtigere komposteringsresultat.