Nysået drivbænk, som forhåbentligt giver friske grønsager til langt hen på efteråretFor ca. 2 måneder siden fik jeg et ovenlysvindue som jeg havde kigget på i noget tid, da det kunne blive til en mistbænk/drivbænk. Det var en rigtig dejlig gave, da jeg kunne se store muligheder i vinduet. Ved at skille det fra hinanden, og samle det på en ny måde, ville det kunne bruge til at drive de små spirer frem i løbet af de kølige forårsmåneder, og senere dyrke grønsager til senere end man kan i køkkenhaven.

Lukket drivbænk/mistbænkÅben drivbænk/mistbænkBagklapsdæmpere giver hjælp til at løfte drivbænken/mistbænkenJeg regnede med at den nye mistbænk/drivbænk skulle være et vinterprojekt, som der kunne arbejdes lidt med en gang i mellem over vinteren, og som så kunne være klar til at tage i brug til foråret, når der skal til at laves nye spirer til køkkenhaven, men det fyldte meget, og jeg kunne ikke rigtigt få det ind i skuret, hvor det er lidt dejligere at arbejde i løbet af vintermånederne, og derfor gik jeg i gang med projektet lidt tidligere end først forventet.

Ovenlysvinduet blev skruet af rammen, og den bageste kan af vinduet blev skåret af. Kanten ville gå imod rammen, hvis vinduet blev vippet, så den skulle væk for at gøre det muligt at vippe vinduet. Der blev sat hængsler på bagsiden af rammen og på vinduet, så det nu kunne vippe.

Der var 2 håndtag i hver ende af vinduet, og de bageste blev pillet af og sat om på forsiden, så der nu er kommet håndtag i fronten, og stadig et i hver ende, så det er muligt at åbne for mistbænken/drivbænken både fra forsiden eller fra en af enderne.

Vinduet er meget tungt, så for at gøre det lettere at løfte op, og for at sikre at det ikke vælter ned over nogen af os, fandt vi nogle brugte bagklapsdæmpere til en kassevogn, som kunne monteres i enderne af bænken.

Jeg lavede en hulplade, så der var en bolt der sad fast med en møtrik i enden, som bagklapsdæmperne kunne klikkes ind over. Afstanden der skulle være mellem de to punkter hvor bagklapsdæmperne skulle være, skulle beregnes, så drivbænken/mistbænken kunne åbnes så meget som muligt når de var længst muligt fra hinanden, og samtidig skulle de være trykket mest muligt sammen når drivbænken/mistbænken var lukket. Hulpladerne blev skruet ind i rammen og i vinduet, og bagklapsdæmperne blev klikket på.

I dag er der så blevet hentet jord til at fylde i den nye drivbænk/mistbænk, så den er blevet klar til at dyrke sene grønsager. Jeg har sået salat, vintergulerødder, basilikum, buskbønne, forårsløg, tagetes, honningurt og lidt blandet grøngødningsfrø.

Det er planen at der skal åbnes for drivbænken hver morgen når temperaturen er høj nok, og så skal der lukkes igen om aftenen, så nattetemperaturen forbliver højere inde i drivbænken end ude i haven.